I en ny måling udført for Digitaliseringsstyrelsen får MitID Erhverv positiv respons fra brugerne på parametre som tilfredshed, tillid og sikkerhed.
Publiceret den 14. marts 2024
Den nye måling undersøger virksomheder og foreningers oplevelse af den nye erhvervsløsning, MitID Erhverv, og muligheden for at anvende ens private MitID til erhvervsformål. Målingen viser, at 70 pct. af brugerne overordnet set er tilfredse. Dertil forholder 20 pct. af de adspurgte brugere sig neutralt til løsningen mens 10 pct. er utilfredse.
”Det er meget glædeligt, at så mange virksomheder og foreninger allerede har taget MitID Erhverv til sig. Vi har naturligvis stort fokus på, hvordan vi kan skabe den bedst mulige løsning, og vi håber, at endnu flere med tiden vil tage løsningen til sig”
– Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen
Den nye måling viser desuden, at 80 pct. af brugerne oplever en høj tillid til løsningen. Der er også stor tillid til, at det er sikkert at bruge MitID Erhverv, når man skal agere digitalt på vegne af sin virksomhed eller forening. Her svarer 81 pct. af brugerne, at de oplever det som sikkert at bruge MitID Erhverv.
Den nye tilfredshedsmåling giver indsigt i, hvordan brugerne oplever MitID Erhverv, herunder hvad de er særligt glade for, og hvor de ser rum til forbedringer.
Den viden bruger MitID Erhverv-teamet i det løbende arbejde med at drive, videreudvikle og forbedre løsningen.
Læs mere om resultaterne for målingen her:
Målingen er foretaget af Epinion for Digitaliseringsstyrelsen. Data til målingen af MitID Erhverv er indsamlet blandt et repræsentativt udsnit af private virksomheder og foreninger (i alt 1.143 respondenter). Målingen dækker over anvendelsen af MitID Erhverv og anvendelse af MitID privat til erhverv. Målingen indeholder spørgsmål om blandt andet tilfredshed, tillid og sikkerhed.